Fejlkilder over ledigheds- og beskæftigelsesstatistikken

Opgørelserne i ledigheds- og arbejdsstyrkestatistikkerne rummer en række mulige fejlkilder, der ligger i afvigelserne fra ILO-definitionen og/eller hidrører de anvendte data. De væsentligste fejlkilder præsenteres i det følgende.

Der er personer, der registreres som ledige, selvom de ikke aktivt søger arbejde, og som følgelig ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. Det drejer sig blandt andet om personer, der deltager i kursusforløb for at blive opkvalificeret. Det er endvidere kendt, at personer, der ikke vurderes klar til at påtage sig arbejde, også bliver registreret.

Der er givetvis personer, der er ledige ud fra ILO-definitionen, der af den ene eller anden grund ikke lader sig registrere på arbejdsmarkedskontoret. Det kunne eksempelvis skyldes manglende incitament, hvis vedkommende ikke er berettiget til hjælp fra det offentlige.

Der synes ikke at være en ensartet praksis på arbejdsmarkedskontorerne for, hvornår en person registreres. Forskelle i ledighedstallene mellem de enkelte lokaliteter kan således være udtryk for forskelle i administrationspraksis mellem de enkelte arbejdsmarkedskontorer.

Praksis for registrering af ledige på det enkelte arbejdsmarkedskontor kan desuden være ændret i løbet af tiden eksempelvis i forbindelse med ensretning af praksis på arbejdsmarkedskontoerne i kommunen.

En indlysende mulig fejlkilde er, at alle ledighedsregistreringer er manuelt indtastet for at data kan bearbejdes elektronisk. Denne fejlkilde skønnes dog at være minimal.

Fejlkilder i de registre, der bruges i forbindelse med dannelsen af ledighedsregistret, føres med over. Fejlperiodiseringer i beskæftigelsesregistret vil således være en fejlkilde i ledighedsregistret i de tilfælde, hvor en registreret ledig fejlagtigt er blevet registreret som beskæftiget. Det samme er gældende for arbejdsstyrkeregistret, der følgelig vil indeholde fejlkilderne i både beskæftigelsesregistret og ledighedsregistret.